Det skal blankt indrømmes, at det var lidt af
En saltvandsindsprøjtning at høre Hüsker Dü
I Saltlageret den 10. September. Efter Salt
85 en halv snes dage tidligere var mine håb
for nyrocken stærkt dalet. Salt 85 efterlod
mig med en nagende fornemmelse af nostalgi fra
de gamle Nosferatu-dage - bevares, musikken
var da udmærket og enkelte lyspunkter fandtes,
men generelt efterlod Salt 85 mig med en fø-
lelse af at have overværet de sidste krampetræk-
ninger af noget stort. Det var ligefør, at Leo-
nard Sax fra "The Good Old Days" stod bag sit
podie ude i siden og proklamerede: "Laaadies
and Gentlemen……and now to something hollow,
depressive and prehistoric."
Men Hüsker Dü har givet mig håbet igen.
Som opvarmning for Hüsker Dü havde man valgt
Kalashnikov, som absolut klarede sig udmærket.
God inspireret punk med lidt Cure-agtige underto-
ner. Dog skæmmedes lydbilledet lidt af en dilet-
tantisk lydmands første møde med en delay-maski-
ne, men lad det ligge. Der var en god stemning.
Og så kom Hüsker Dü! tre mand høj! Bassisten,
Greg Norton, lignede Carlos Santana. Trommesla-
geren, Grant Hart, var ukristeteligt langhåret.
og guitaristen, Bob Mould, lignede en halvlasket
brugsuddeler. Men hvor kunne de spille.
Hüsker Dü's musik er en udvikling af hardcorepunk
- men en hardcorepunk som ikke fornægter, at
der i tidernes morgen var en, der hed Chuck
Berry. Hüsker Dü er vilde, de er rå, de er fræ-
sende - men de er også melodiøse og til tider
melankolske. Sangen er ofte tostemmig, hvilket
giver musikken et 'engelsk præg' - Yardbirds,
Beatles etc. Bob Moulds guitarspil er uovertruf-
fent - for en uvedkommende er det hyl og skrig
- men lægger man mærke til det, er det utroligt
velspillet og med en suveræn beherskelse af
feedback. Samtidig med at han blander det med
lidt "fingerpicking style" - ikke ulig guitaristen
fra The Minutemen
Og imodsætning til hardcorens korte numre, af-
veksler Hüsker Dü med lange passager, som nogle
gange bevægede sig helt op underloftet i en
slags sælsom skønhed. Det er svært at beskrive,
hvad de tre musikere i Hüsker Dü egentlig gør,
|
|
som andre ikke gør - men de formår på mirakuløs
vis at forene deres umiddelbart grimme udgave
af rock'n'roll med en personlig intensitet,
som i disse skabagtige tider faktisk virker
ægte.
Alt i alt en livgivende aften, en god koncert
og et velanrettet spark fremad til den del af
rock og rul-traditionen, som dette blads læsere
bekender sig til.
Af JENS RASMUSSEN
|
